Om at underkaste sig

I 2016 deltog jeg i et projekt ved navn Venus.
Forleden i en boghandel stødte jeg tilfældigvis på den bog, Venus, der blandt andet kom ud af projektet. Det er Lea Glob og Mette Carla Toft Albrechtsen, der står bag.

Det er en besynderligt oplevelse at stå med bogen i hånden og bladre den igennem, indtil jeg fandt det afsnit, der stod skrevet med mine ord. Hvad der fyldte meget dengang var, om man kunne tillade sig at gå ind for kønnets ligestilling, når man ikke selv efterlevede det? (Også) dengang var mit liv som underkastet i fokus; både den indre kamp, ambivalensen og følelsen af, at det var forkert på den ene side, men også glæden, kærligheden, ydmygheden og følelsen af at have fundet sin plads i tilværelsen på den anden side.

Samtidig gjorde det lidt ondt at læse, fordi det repræsenterer en anden tid og et andet liv, end det jeg har nu. Ovenpå mit knuste hjerte hævder jeg at være færdig med S/m (sadomasochisme), D/s (Dominans/underkastelse) i almindelighed og mænd i særdeleshed. Min ven, ligeledes inden for S/m-verdenen, erklærede sig højlydt uenig og fortalte, at der bare skulle have lov at gå lidt tid. Muligvis.

Maria Marcus, nu afdøde forfatter til adskillige bøger om sadomasochisme, herunder Den frygtelige sandhed, som var skæbnesvanger læsning for mig, da jeg fyldte 16, har angiveligt udtalt på et tidspunkt, at hun var blevet helbredt for sin sadomasochisme.
Kan man det? Og i givet fald, er sadomasochisme så en sygdom?

Der var engang, ikke mere end tyve år siden, hvor det blev betragtet som en form for sindssygdom.
Min trang til masochisme og underkastelse har jeg aldrig betragtet som sygt – derimod en smule besværligt, fordi den har været toneangivende i forhold til alle de mænd, jeg har været sammen med.
Indtil for to måneder siden ville jeg have svoret, at jeg ikke kunne leve uden.
Nu ved jeg ikke, hvordan jeg kan leve med det.

Vi kan alle lære at elske igen; der er jo lige så mange måder at elske på, som der er mennesker. Sågar er jeg også åben for at lade mig bilde ind, at jeg kan lære at gå i seng med nogen igen. Men at underkaste mig et andet menneske igen? Det tvivler jeg på.
Der er ingen tvivl om, at jeg gik ind i min plads som underkastet helhjertet. Også for meget, i betragtning af, at det ikke blev gengældt nok. Jeg prioriterede det for højt, tillagde det for stor betydning og oplevede det som et for gennemgribende element i mit liv.
Desuagtet var det ærligt. Autentisk. Og jeg gav virkelig hver en sjælefiber, for det var fra min side dyb kærlighed. Jeg kan stadig være taknemmelig for, at jeg evner at elske. Også selvom jeg har endt med at betale prisen.

Men jeg kan ikke igen give noget, der allerede er givet bort.
Med tiden vil jeg tilbagekræve mit hjerte, bid for bid, men den del af min sjæl, der uløseligt hang sammen med at underkaste mig ham, kan jeg ikke få tilbage. Det blev givet for ham at varetage; det tilhører mig ikke længere.

Så tilbage til spørgsmålet, kan man blive helbredt for sin sjæls længsler, hvad end de handler om at pine eller blive pint, føre eller følge?
Det tror jeg ikke. Jeg tror, at længslen altid vil være der. Som et vildt dyr, der virrer med hovedet i iver efter at blive sat fri. Jeg vil møde mennesker, der vil kalde på den længsel, forsøge at vække den til live. Men lige nu tror jeg ikke, at jeg kan, og jeg har ikke tillid til at den følelse vil ændre sig.

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s